Gode råd til personlig udvikling og selvcoaching

Gode råd til personlig udvikling og selvcoaching

675 1027 Nikolaj

Denne artikel er den første i en serie om gode råd til personlig udvikling og selv coaching, der kan give dig mere værdi i din hverdag. Det er budskaber som kan bruges både i dit arbejdsliv, men i høj grad også i dit privatliv. Seriens navn er ”Gode råd til personlig udvikling og selvcoaching”, og som titlen antyder, så er det min hensigt, at give dig nogle redskaber til netop at styrke din personlige udvikling gennem selv coaching.

Rom blev ikke bygget på en dag, og personlig udvikling er en proces, der varer hele livet. I denne artikel sætter jeg fokus på 3 gode egenskaber, som giver dig en kort og let læselig introduktion til hver egenskab.

Der findes store mængder af litteratur om emnerne, men mit formål er at inspirere dig, for hvem det er meget nyt, og for dig der er mere erfaren i personlig udvikling, så vil det være en god og velment påmindelse. Til hver egenskab/emne giver jeg dig coachende spørgsmål, som du selv kan arbejde videre med.

Alle artiklerne er skabt med henblik på, at du opnår mere succes, bedre relationer, større glæde og ikke mindst mere balance i din hverdag.

Artiklerne er baseret på min erfaring fra 11 år med ledelse, coaching og personlig udvikling. Artiklerne henvender sig til alle, og særligt til dig, som ønsker at arbejde mere med din personlige udvikling.

Du kan læse mere om mig og mit arbejde på www.nikolajboffy.com

 

Din evne til at tage imod feedback og lære af det

Du kender godt den type, som bare ikke vil indse sine fejl, gør du ikke? Men hvor meget arbejder du selv med at se indad, og handle på andres oplevelse af dig?

Et særdeles effektivt redskab i forhold til din egen personlige udvikling er at styrke din evne til at tage imod feedback. Feedback kan lidt forenklet beskrives som det at få en andens persons vurdering af dig eller af dit arbejde. Det er noget, vi alle sammen har prøvet at få. Enten som elev i skolen hvor du fik karakterer eller en vurdering af din afleverede opgave, eller på din arbejdsplads i forbindelse med din årlige medarbejder samtale eller evt. i dit private forhold, hvor din partner/ven gav dig kritik for din opførsel, at du kom for sent eller at der var noget du havde glemt. Det kan altså være alle former for andres tilbagemelding på det, som du foretager dig (eller ikke foretager dig).

Feedback, især kritisk feedback, kan gøre ondt – rigtig ondt. Den feedback du får er ikke nødvendigvis altid rigtig eller retfærdig, men den er et udtryk for feedbackgiverens oplevelse af dig eller dit arbejde.

Din evne til at modtage feedback og efterfølgende arbejde med den kan have en stor indflydelse på din evne til at udvikle dig både fagligt og i det private. Ved at vælge en lyttende og konstruktiv tilgang til den feedback du modtager, så vil du opleve at din omverden (kolleger, venner, medstuderende m.m.) vil reagere positivt på dig. Det er de allerfærreste mennesker, der ønsker at skade dig med deres feedback, men det kan godt være den følelse, du sidder med. Det nytter sjældent noget at hidse sig op over feedback og svare igen. Husk at afsenderen sikkert har haft den bedste intention med at give dig feedback.

Noget af det mennesker rigtig godt kan lide er, når andre mennesker indrømmer sine fejl og samtidig lærer af sine fejl. At kunne indrømme sine fejltagelser og se sine udviklingsområder er nemlig en attraktiv egenskab. Du kender sikkert selv en person i din omgangskreds, som har lært af sine fejltagelser, og har lært af det. Det er ret fedt, ikke?

Dette betyder ikke nødvendigvis, at man bare skal lægge sig fladt ned på skjoldet og indrømme alle sine fejl. Hovedpointen i dette budskab er, at det at kunne se sine egne fejl/udviklingsområder eller tage ved lære af andres feedback er en yderst god egenskab, som du med stor fordel kan arbejde med at gøre endnu bedre.

Coachende spørgsmål du kan arbejde med (du kan med fordel forsøge selv at opsøge feedback fra dine nærmeste):

  • Hvordan opfatter andre mig?
  • Hvordan reagerer jeg typisk, når jeg får feedback?
  • Hvor god er jeg selv til at give konstruktiv feedback?
  • Hvor gode er vi til at tage give og modtage feedback på min arbejdsplads? (Særligt vigtigt som leder, da en god feedback kultur giver en bedre kommunikation)
  • Hvilken type feedback reagerer jeg særligt negativt på, og hvorfor betyder lige præcis den type feedback noget for mig?

Der findes mange artikler online om feedback. Her er f.eks. en af dem:

http://ledelse.borsen.dk/article/view/667/kommunikation/artikel/feedback.html

 

At tænke WIN/WIN i dine handlinger og skabe fordele for andre end dig selv

De fleste har oplevet en person, som kun tænker til egen fordel. Det er en egenskab, som ikke er særlig sympatisk eller beundringsværdig, og som kun de færreste når langt med. Derimod kan du komme rigtig langt ved at fokusere på at skabe fordele for andre dig selv.  Kan du huske en leder, en lærer eller en person, hvor du følte, at de var oprigtigt interesseret i at ville dig det bedste? Den person opfattede du med stor sandsynlighed positivt, og måske var den person ligefrem inspirerende eller et forbillede.

Stephen R. Covey er særdeles kendt for bogen ”7 gode vaner”, som er en af verdens mest solgte og berømte selvhjælpsbøger. En af de 7 gode vaner er win/win tankegangen, som er en af mine, og mange andres, personlige favoritter, da den fokuserer på at skabe fordele for begge parter. Det er en måde at tænke på, som kan give gode resultater uanset om det er i dit privat- eller arbejdslivs. Det er en vane som også helt automatisk medfører god karma, hvis man tror på det. Gode handlinger spreder sig som ringe i vandet, og chancen for at det kommer positivt tilbage til dig er stor.

De mennesker der ønsker, at andre opnår succes, og måske endda hjælper dem på vejen, klarer sig ifølge Covey bedre igennem livet. Det er nemlig en tankegang, som er meget beundringsværdig og som skaber muligheder frem from begrænsninger.

Coachende spørgsmål du selv kan arbejde med:

  • Hvornår har jeg sidst anvendt eller skabt win/win overfor andre?
  • Hvordan kan jeg bruge win/win i fremtiden?
  • Hvordan jeg gerne selv opfattes? Som en person der kommer frem ved selv at hjælpe andre på min vej, eller som en person der primært fokuserer på sig selv?

 

Hvor god er du til at anerkende andre?

Du ser træt ud? Den sætning har du med stor sandsynlighed hørt før på din arbejdsplads, i din studiegruppe eller lignende. Måske har du endda selv sagt det. Gav den sætning dig, eller modtageren af sætningen, en bedre start på dagen? Med al sandsynlighed gav den tværtimod en dårligere start.  Du kender sikkert også en person i din omgangskreds, som er god til at rose og anerkende andre. Er det en person, du opfatter positivt? I de fleste tilfælde burde svaret være ja.

Allerførst skal vi lige have slået fast, at anerkendelse ikke blot handler om at rose andre. At anerkende andre kan være mange ting. Anerkendelse handler også om at respektere andre for deres holdninger og deres måde at være på. At sige godmorgen til dine kolleger om morgenen kan også være anerkendelse. Ved at sige godmorgen giver du nemlig udtryk for, at du har set dine kolleger (og ALLE mennesker vil gerne ses). Det er en rigtig nem måde, at give en følelse af sammenhold og tilhørsforhold på.

Anerkendelse virker først og fremmest kun, hvis den er ærlig og oprigtig. At sige godmorgen er en ting, men at rose andre er noget helt andet, og det skal netop gøres med oprigtighed for ellers kan det have den helt modsatte effekt. For nogle kan det virke vanskeligt og unaturligt til at starte med. Især hvis man kommer fra en opvækst eller et miljø, hvor det anerkende hinanden ligger fjernt. Anerkendelse handler om at lave en handling, hvor intentionen er at skabe en positiv og udviklende oplevelse. At sige godmorgen til din kollega er fx med til at udvikle jeres kollegiale sammenhold samtidig med at det giver din kollega en bedre start på dagen. Der findes et hav af eksempler på, hvordan du selv kan anerkende andre, og start med at tænke småt – det er slet ikke så svært.

Eksempler på anerkendelse:

  • Sige godmorgen og huske at sige farvel. (Evt. spørge en kollega/ven om de vil spise frokost med dig – særligt en du ikke spiser med så ofte)
  • Hent kaffe/vand eller lignende til din kollega/ven. (Nogle vil gerne spørges først, mens andre elsker at blive overrasket.
  • Sæt en lille seddel på din kollegas/medstuderendes pc med en sød/sjov tekst. Noget som du ved at personen vil synes er opmuntrende.

Coachende spørgsmål du selv kan arbejde med:

  • Hvordan oplever jeg det, når jeg selv bliver anerkendt?
  • Hvad vil det kunne give mig, at anerkende andre noget mere? (Tænk gerne win/win)
  • Hvem kender jeg, som er god til at anerkende andre? Hvad kan jeg lærer af hende/ham?
5 kommentarer
  • Pernille Ravnsbæk oktober 22, 2017 at 2:57 pm

    Det var en super relevant artikel Boffy!
    Den er for det første nem for alle at forholde sig til uanset kendskab til redskaberne, og tilføjende kan man sidde og tænke på situationer hvor man har gjort det godt for sig selv og andre og hvordan man selv kan blive bedre til at bruge det i sin hver dag ?
    Win/win ville man næsten kalde artiklen ?

    Godt gået!

  • Susanne Andreasen oktober 22, 2017 at 3:05 pm

    God læsning som vækker mange minder, om dengang jeg havde dig som leder. Jeg kan koble hver eneste positive ting sammen med situationer jeg kan huske fra dig ? Og jeg mindes stadig om hvor overrasket jeg var hver eneste gang du gav mig anderkendelse☺️ Ikke i form af rosende ord men mere i form af ansvar. Det gav mig virkelig blod på tanden til at ville mere? Tak??

  • Nanna Louise Christensen oktober 26, 2017 at 2:43 pm

    Spændende læsning 🙂 Jeg blev rigtig nysgerrig allerede i starten af denne artikel; det med at personlig udvikling og selvcoaching kan give dig mere værdi i hverdagen… hvori består denne værdi? Dét synes jeg kunne være rigtig spændende at læse meget mere om – altså hvorfor er selvudvikling bare skide fedt? Hvad er det, man vil opnå derigennem? At tilværelsen bliver mere meningsfuld? Positiv? At andre skal synes bedre om en? At få det bedre med sig selv? Eller? Hvad er motivationen for at arbejde med sig selv/coache sig selv? 🙂
    Særligt punktet om anerkendelse fanger mig meget (fordi jeg selv beskæftiger mig med det). Jeg synes, det er nogle fine håndgribelige punkter, du nævner, men jeg vil gerne slå et slag for dét at anerkende andre mennesker ved at åbent og nysgerrigt at undersøge og spørge ind til de oplevelser, de sidder med – og ikke mindst lytte aktivt til disse… jeg tror på, at det er vigtigt at føle sig hørt, og at der er plads til ens oplevelser – også de oplevelser som ikke nødvendigvis er af positiv karakter.

    • Hej Nanna.

      Tak for en super konstruktiv kommentar og nogle rigtig gode betragtninger. Det er lige præcis den type feedback, som jeg kan lære af og udvikle artiklerne med.
      Først og fremmest er det jo enormt subjektivt om man synes, at personlig udvikling er fedt. Min opgave som coach er, at stille nogle spørgsmål, og få læseren til selv at finde svaret.
      Du har inspireret mig til, at jeg vil tilføje min egen personlige vinkel på dit spørgsmål til artiklen d.5 november, så der håber jeg, at du vil læse med. Nu på søndag handler artiklen om digital afhængighed men stadig med fokus på ens egen personlige udvikling og bevidsthed.
      Jeg er helt enig i din betragtning omkring anerkendelse. Det lyder lidt som om, at du beskriver appreciative inquiry? Jeg kunne have skrevet mere omfattende, men mit mål er ikke at lave lange videnskabsteoretiske artikler. Jeg har et ønske om at ramme bredt og sikre, at det bliver læst af mange forskellige typer. Formålet er, at flere får øjnene op for, at rigtig mange hverdagsproblemer kan løses ved, at være opmærksom på sin egen bevidsthed og arbejde med sin egen personlige udvikling. Generelt er jeg bare stor fan af at lære, og min erfaring med ledelse og mennesker har endnu udelukkende vist, at mennesker vokser når de lærer. (Dermed har du måske også mit svar på hvorfor, at jeg synes, at personlig udvikling er fedt?)

      Endnu engang tak for din kommentar. Den var skarp og tvang mig til at tænke.

      • Nanna Louise Christensen oktober 26, 2017 at 8:08 pm

        Jeg er glad for, at du kunne bruge min kommentar. Jeg var lidt i tvivl om, om det nu kom ud forkert her på skrift, for jeg reagerede ret spontant, fordi jeg synes det lød så interessant. Jeg vil helt sikkert se frem til at læse med fremover – jeg synes det lyder super spændende, det du har planlagt.
        Og ja du har ret.. jeg er lidt inspireret af Appreciative Inquiry. Men jeg har faktisk også for nylig fået øjnene op for Anne-Lise Schibbyes perspektiv på anerkendelse og udvikling af mennesket i relation med andre – det er i nogle tilfælde ret terapeutisk (og måske lidt “tungt”), men der er flere aspekter i hendes perspektiv på tingene, som jeg finder spændende 🙂 og det lyder i mine ører som en rigtig god idé at ramme bredt med dine artikler!

        Tak for dit svar.

Leave a Reply