Kan du logge af? Gode råd til personlig udvikling og selvcoaching – Del 2

Kan du logge af? Gode råd til personlig udvikling og selvcoaching – Del 2

960 753 Nikolaj

Kan du logge af?

I denne artikel stiller jeg skarpt på de risici, der kan være ved brugen af de digitale og sociale medier. Samtidig forsøger jeg at give dig inspiration til, hvordan du kan få mere kvalitet i dit privat- og arbejdsliv ved at blive mere bevidst om få et sundere forhold til din smartphone.

Det har været mit ønske at skrive en artikel, der henvender sig til alle på tværs af alder, køn og uddannelse, og som er opbygget med henblik på, at du kan læse den på kort tid. Jeg vil gerne give dig nogle af de mest relevante facts om en meget aktuel problemstilling, og inviterer dig til selv at undersøge om dit eget forhold til din smartphone kan forbedres.

Inspirationen til artiklen er hentet fra bogen ”Sluk” af den danske læge Imran Rashid samt et større researcharbejde blandt danske og engelske artikler. Derudover har jeg min egen personlige vinkel på emnet efter 11 år i telebranchen.

Dette er den anden artikel i en serie om gode råd til personlig udvikling og selv coaching. Seriens navn er ”Gode råd til personlig udvikling og selvcoaching”, og som titlen antyder, er det min intention, at give dig nogle redskaber til at styrke din personlige udvikling gennem selv coaching. Coaching har vundet større anerkendelse særligt de seneste 5-10 år da flere og flere får øjnene op for de utrolige gode resultater, der kan opnås ved at få en større indsigt i egne tanker. Coaching handler meget kort sagt om at skabe muligheder og fjerne begrænsninger. Eller sagt på en anden måde så handler coaching om at give dig muligheden for til selv at bestemme, hvordan du har det.

Alle artiklerne er skabt med en intention om, at du opnår en større bevidsthed, får mere succes, bedre relationer, større glæde og ikke mindst mere balance i din hverdag.

 

Kan du logge af?

Hvor ofte oplever du at sidde i et selskab og lige pludselig så opdager i, at alle sidder med deres telefon uden at tale sammen? Eller på restauranten hvor kæresteparret sidder med hver deres telefon i stedet for at tale sammen? Eller ved busstoppestedet hvor alle står og scroller i de seneste updates på Instagram, Snapchat eller Facebook.

De fleste af os har oplevet de scenarier, og de fleste af os har sikkert også selv taget os i at ikke at være nærværende imens, at vi sidder med vores sociale medier på vores smartphones. Hvad er konsekvenserne ved dette, og hvilke risici kan der være forbundet ved denne problemstilling? Det vil jeg forsøge at give dig lidt indsigt i.

Inden vi går videre, vil jeg stille dig en række coachende spørgsmål, du selv kan reflektere over og arbejde med:

  • Hvad er det vigtigste for dig i livet? (Hvad giver dit liv kvalitet)
  • På hvilke områder mærker du, at din telefon stjæler værdifuld tid fra det du i virkeligheden allerhelst vil?
  • Hvor meget tid er du villig til at lade din telefon tage fra de vigtige ting i dit liv?
  • Hvor bevidst er du om hvor meget du er online på din smartphone, tablet eller pc?

 

Hvorfor bliver vi så afhængige af vores sociale og digitale medier?

Hvis du søger på ”Digital afhængighed” på google, vil du opleve, at der findes et stigende antal af artikler og undersøgelser der alle peger på det samme: At Smartphones gør os mindre nærværende, forringer vores koncentrations- og hukommelsesevne og i de værste tilfælde fører til depression og stress.

Særligt smartphonen er blevet den helt store tidsrøver, og problemet er ikke smartphonen i sig selv. På mange måder har smartphonen gjort vores liv lettere med indbygget musik, kamera, lommelygte, GPS, noter, kalender og meget mere.

Der er ikke noget at sige til, at du bliver påvirket af alle disse apps. De er nemlig designet til at tage så meget af din opmærksomhed som muligt!

Problemet opstår ved de utal af sociale medier og digitale apps som bevidst forsøger, at få dig til at bruge så meget tid som muligt. Du genkender sikkert billedet til højre. En startskærm på din smartphone eller tablet som er fyldt med apps, og ved de fleste af apps er der røde notifikationssymboler. Kender du følelsen af, at notifikationerne stresser dig og giver dig lyst til at få dem væk ved at tjekker sms’en, opdatere app’en og læse nyheden? Så er du langt fra den eneste.

Udviklerne bag de sociale og digitale medier ved nemlig godt, hvad der fører til øget brug blandt brugerne.  At farven på notifikationer er rød er ikke et tilfælde. Rød er rent psykologisk en farve, der signalerer fare, og det er bl.a. derfor, at den røde notifikation påvirker os i så høj grad. Vi er blevet trænet til at reagere på røde farver. Stopsignalerne i lyskrydset er røde, advarselslamperne i bilen lyser rødt og selv i fodbold findes der røde kort. Det er altså ikke mærkeligt, at vi alle reagerer på den røde farve.

Dopamin er det stof, der udløses ved glæde og kaldes også et lykkestof, og lige præcis dopamin er det stof, der bliver frigivet, når du logger på de sociale medier og tjekker dine likes, kommentarer eller antallet af nye følgere. Den følelse kan din hjerne genkende, og det er derfor, at mange tjekker sin telefon over 100 gange om dagen. Nogle undersøgelser viser faktisk, at unge har deres telefon fremme 150-200 gange i løbet af en dag! Hvor tit har du ikke selv taget din telefon op for bare at konstatere, at du jo havde den oppe for et minut siden? Det sker for de fleste af os, og den adfærd er særdeles usund. Det er nemlig vores underbevidsthed, der tager over, og det er den der er skyld i det store tidsrøveri.

”Dopamin er naturens måde at få os til at klatre over, hvor gærdet er højest. Det er vigtigt, for der ligger en læring i at gøre noget, som er svært. Springer vi hele tiden over, hvor gærdet er lavest, så vænner vi os tværtimod til, at det ikke er nødvendigt at yde en indsats” Albert Gjedde  (Professor i neurobiologi og farmakologi ved Københavns Universitet)

Hvad skal der til for at blive mere bevidst om, hvornår telefonen og underbevidstheden tager kontrollen over dig? Svaret på det spørgsmål vil variere fra person til person, og jeg vil sidst i artiklen komme med nogle af de forslag, som jeg igennem min research og med min erfaring har fundet mest brugbare.

Allerførst vil jeg give dig en kort oversigt over, hvilke risici du eller dine nærmeste kan blive udsat for ved ukritisk at bruge de digitale og sociale medier. Alene den oplysning håber jeg kan være medvirkende til, at du bliver mere bevidst om, hvor meget af din tid du vil tillade de sociale og digitale medier tager fra dig.

Har du eller dine nærmeste et højt forbrug af de digitale og sociale medier, er der risiko for at du:

  • Får en dårligere hukommelse
  • Får en lavere koncentrationsevne
  • Får stress
  • Øger risikoen for at få depression
  • Får skadet din evne til at være sociale med andre

Du har sikkert prøvet at bruge GPS’en i din smartphone til at finde vej eller orientere dig. Har du prøvet at telefonen løb tør for strøm, og du skulle finde vej tilbage uden GPS? Det har jeg selv, og det er virkeligt svært. Jeg siger ikke, at du skal finde vej med et gammelt danmarkskort, men eksemplet tjener alene til at understrege at vores evne til at huske og orientere os bliver forringet, når vi bruger digitale hjælpemidler. Flere undersøgelser viser, at vi får sværere ved at huske oplevelser fordi, at vi bruger telefonen til at filme eller tage billeder af oplevelsen i stedet for at se den med vores egne øjne. Der er ligeledes flere og flere undersøgelser, der påpeger, at brugen af de sociale medier i værste fald kan medføre stress og depression.

Det er altså nogle ret alvorlige risici, og de hænger meget sammen med at smartphones og internettet stadig er meget nyt for os. Internettet og den digitale udvikling er nemlig en af de ting, som har udviklet sig allerhurtigst på kortest tid i menneskets historie. Det vil derfor være en god idé, at vi er opmærksomme på, at vi stadig skal forholde os til denne udvikling. Måske står vi om 10 år med en generation af børn der ikke kan koncentrere sig eller huske de ting de oplever.

Mit budskab til dig er, at du gør op med dig selv, om du selv vil bestemme, hvilke følelser du har i din krop eller om du vil lade din telefon styre dette? Vil du lade et Facebook opslag eller en arbejdsmail styrer dit morgenhumør og måske give dig en dårlig start på dagen?

Jeg håber, at denne artikel har sat nogle tanker i gang hos dig, og inden at vi slutter helt af, så vil jeg komme med nogle forslag til at du kan få et sundere forhold til din smartphone.

 

Gode råd til et sundere forhold til din smartphone

Det er sundt at kede sig. Hvem har ikke hørt den sætning fra sine forældre? Mere og mere tyder på, at der rent faktisk ligger mere i det udsagn, end vi skulle tro. Det er nemlig ved at holde helt fri og slukke for omverdenen, at vi giver vores hjerne og os selv ro.

Der findes rigtig mange gode råd på nettet, der kan inspirere til at få et sundere forhold til brugen af sin smartphone. Jeg har skrevet 5 af de råd, jeg synes, der er særligt gode. Der kan være stor forskel på, hvad der virker for mig, og hvad der virker for dig. Derfor vil jeg anbefale dig, at du selv prøver dig frem.

  • Vær OFFLINE:

Vælg tidspunkt i løbet af dagen (eller hele dagen) hvor du holder helt digitalt fri. Nyd naturen med dine venner/familie, dyrk motion, læs en bog, løs sudoko eller kryds og tværst. I kan jo også finde gode gammeldags brætspil sammen. Alt sammen noget hvor vi dyrker det sociale uden digitale hjælpemidler. “Jeg har selv fundet en ældre iPhone frem som jeg bruger til min træning som musikafspiller. På denne er der ingen apps, og det er kun de allernærmeste der kender nummeret på den telefon (til nødstilfælde). På den måde bliver jeg ikke forstyrret på samme måde og kan både høre musik og se motivationsvideoer på Youtube.”

  • Brug en alarm og læg telefonen væk fra dit sengebord:

Nogle af de mest anbefalede forslag i bøger, artikler og blogs går på at telefonen skal være væk fra din seng når du vågner og når du går i seng. Når du vågner kan en arbejdsmail eller et Facebook/Instagram billede påvirke resten af din dag. “Personligt oplever jeg telefonen som et forstyrrende element både når jeg skal sove, og når jeg står op. De fleste dage bliver telefonen lagt væk fra sengen, og jeg arbejder selv med, at jeg spiser morgenmad, får min kaffe osv. inden, at jeg kigger på min telefon.”

  • Slå notifikationer fra:

Notifikationer stjæler konstant din koncentration. Du kan med fordel også flytte de apps der forstyrrer mest fra din startskærm, og dermed fjerner du yderligere forstyrrelser. “Min egen startskærm indeholder kun sms og mail. Instagram, Snapchat og Facebook ligger i en mappe på side 2. Samtidig har jeg slået notifikationer fra på både Facebook og Instagram, så jeg vælger selv, hvornår de må forstyrre mig. “

  • Har du en smartwatch? Overvej at købe et almindeligt ur:

Smartwatches er populære men de lægger endnu et pres på din koncentration og forstyrrer dig.

  • Installer en app der fortæller dig hvor meget du bruger din smartphone:

App’en MOMENT til iPhone kan dette og til Android kan jeg anbefale Quality Time. “Jeg har selv prøvet app’en Moement, og den er lidt af en øjenåbner. Tidligere har jeg selv haft min telefon frem over 100 gange om dagen, og alene den information fik mig kraftigt til at overveje, hvad jeg ville bruge min tid på.”

 

 

Forslag til kilder hvor du selv kan læse videre om problemstillingen

 

Bog:

”SLUK” af den danske Læge Imran Rashid. En fremragende og læt læselig bog som jeg vil anbefale alle at læse.

Artikler:

http://www.bbc.com/news/education-34454264  (Om den negative påvirkning på vores hukommelse)

https://stiften.dk/aarhus/Laege-Vi-fodrer-os-selv-og-vores-boern-med-digital-narko/artikel/449822 (En super god og omfattende artikel som går i dybden på Imran Rashids bog)

http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9985319/vi-lever-i-falskhedens-tidsalder-og-er-vi-saa-langt-ude-at-vi-ikke-kan-reddes/       (Et godt debatindlæg som er skrevet i en reflekterende tone)

https://www.nytimes.com/2017/01/09/well/live/hooked-on-our-smartphones.html

 

 

 

 

 

 

2 kommentarer
  • Super emne at tage op!
    Jeg oplever selv smartphones som værende meget forstyrrende, og jeg kan blive noget så irriteret over at folk fuldstændig mister deres situationsfornemmelse, og hiver telefonen frem under maden og i selskaber hvor man bare skal “nyde” at være der… Min mor har for nyligt fået et apple watch, det er frygteligt! Man kan ikke føre en normal samtale med hende, fordi uret forstyrrer med beskeder fra Snapchat, facebook osv. Og så er det ligemeget hvilken samtale vi er i, om vi snakker triste situationer eller hvad det end er, uret forstyrrer og stresser… Det er så trist at se hvor meget magt smartphones etc. Har, og hvor bange folk er for at være “alene.. Jeg arbejder i en tøjbutik, og næsten alle kunder står i køen med deres smartphone i hånden, også når de skal til at betale, tit kigger jeg på telefonen mens de tager den op, og det mest sørgelige er, at de fleste låser den op, bladrer mellem deres sider/menuer på skærmen, og slukker den igen.. jeg fatter det ikke, hvad er meningen? For mig og se, er det følelsen af at “stå alene” der trigger, og at man ved at stå med sin telefon ser ud som om man er beskæftiget (og har nok i sig selv), det er noget underligt noget… – Når alt det er sagt, så er jeg også selv halv-stor forbruger af telefonen, dog med måde, har næsten aldrig telefonen fremme under selskaber etc. Synes faktisk det er pinligt? og prøver i weekenderne at stille telefonen på lydløs og ligge den med skærmen nedad, så jeg selv styre hvornår jeg vil svare på beskeder.

    • Hej Christel 🙂

      Tak for din ærlige og godt beskrivende kommentar 🙂
      Jeg kan sagtens genkende din frustration. Jeg er heller ikke selv hellig med min telefon og bruger den meget i arbejdssammenhæng. Men jeg er meget opmærksom på, hvornår jeg bruger den og ikke hvornår den bruger mig. Når det er sagt, så tager jeg også mig selv i at scrolle igennem ligegylde opdateringer på de sociale medier – det er noget vi skal lære 🙂

Leave a Reply