6 måneder uden kød

6 måneder uden kød

1536 2048 Nikolaj

6 måneder uden kød

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at det her ikke er en artikel om ”sådan bliver du vegetar eller veganer” eller ”kød er forbudt”.

Dette er min fortælling om de oplevelser, jeg har haft med at skifte kødet ud til fordel for en kost, der i langt højere grad er plantebaseret. Jeg har ikke lyst til at kalde mig for hverken veganer eller vegetar, og jeg opfylder i øvrigt heller ikke betingelserne hertil (se betingelserne på www.vegetarisk.dk).

Det har været en personlig udfordring og en rejse i, at se hvad en kødfri hverdag ville gøre ved mig og min krop.

Men hvorfor så overhovedet kaste sig ud i det? Er det bare for at være moderne og med på noderne på instagram?

Nej. Min egen holdning er, at det moderne menneske i gennemsnit spiser alt for meget kød, alt for meget forarbejdet mad og at vi i øvrigt piner og belaster vores jordklode. Det er dog ikke det, som denne artikel fokuserer på, men nu kender du min holdning.

“Jeg ønsker ikke at gøre mig til dommer for, hvad der er rigtigt eller forkert. For mig har det været en fed oplevelse at skifte kødet ud og virkelig gå all in på en sund og plantebaseret kost, der tager hensyn til min krop og min omverden. Den oplevelse vil jeg gerne fortælle dig om, og jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere andre til at tænke anderledes – især jer mænd derude. Man er ikke mere mand fordi, at man spiser en 300 gram bøf!”

En tur til Samos ændrede det hele

Det var på en tur til Samos i september 2017, at jeg tog beslutningen om at stoppe helt med at spise kød. Beslutningen havde været længe undervejs, men det der blev prikken over i’et var dokumentaren ”What the health” på Netflix.

Jeg vil gerne pointere med det samme, at det er en dokumentar, der er mange holdninger til. Der er nemlig flere af påstandene i filmen, som man i den grad skal være lidt varsomme med at stole blindt på. Ikke desto mindre, så var den det den dokumentar, der blev startskuddet til, at jeg på min ferie til Samos kastede mig ud i at leve så plantebaseret som muligt.

Det blev dermed en lidt anden ferie til Samos, end jeg lige først havde forestillet mig. Det blev nemlig til en uge med græsk salat, hjemmelavede omeletter med alverdens grøntsager som jeg tilberedte i ferielejligheden samt, hvad jeg nu kunne finde af kødfri retter på de klassiske små turistrestauranter på Samos.

 

Hvordan har andre omkring mig tacklet det?

I starten havde jeg en antagelse om, at dem omkring mig ville tænke ”åh nej, ikke endnu en hellig veganer”. Men min antagelse har på ingen måde holdt stik.

Tværtimod har de der har inviteret på mad været utrolig søde til at lave retter uden kød, og selv til Super Bowl var drengene med på, at min bøf var af plantefars i stedet for oksekød.

Jeg oplever, at dem omkring mig er nysgerrige på at leve plantebaseret, og bortset fra en enkelt håndværker type eller to, så har der kun været positiv feedback på at prøve retter uden kød. Der er stadig mænd, der synes at det mest maskuline er at spise kød og kartofler og droppe grøntsagerne – den holdning vil jeg gerne være med til at udfordre.

 

Hvor starter du henne?

Det er faktisk et helt vildt godt spørgsmål, og jeg anede det ikke. Jeg har været aktiv hele mit liv, men det er først her de senere år, at jeg er blevet meget opmærksom på, hvad jeg fylder på min krop. I starten af 20’erne handlede træningen vel ærligt talt mest om at se godt ud. I dag handler det for mig om at have en sund, stærk og energifyldt krop.

Derfor var jeg lige så meget på bar bund, som du måske er. Jeg gik på jagt på google og instagram efter opskrifter, gode råd og spændende profiler. I første omgang koncentrerede jeg mig om at blive skarp på hvilke plantebaserede kilder, der indeholdt mest protein. Jeg har linket til den side jeg, som jeg har lænet mig op af i starten i forhold til at blive klogere på proteinindholdet i plantebaserede kilder sidst i artiklen (Se henvisning 1).

Jeg gik i gang med at prøve retter med bønner, kikærter og ellers alt hvad jeg kunne komme i nærheden af grøntsager. Heldigvis bliver udvalget af veganske/vegetar produkter hele tiden større, og man kan finde ret mange lækre ting i de fleste dagligvarebutikker i dag. Aldi har, tro det eller ej, faktisk flere ret gode produkter, der er nemme at tilberede, og Naturli har med deres plantefars tilført et produkt, der gør det sindssygt nemt at udskifte oksekød i lasagne, burgere og mexicansk mad.

Skal det være virkelig nemt, så har greenos.dk et kæmpe udvalg af produkter, og det bliver leveret lige til døren. De har ret ofte rigtig gode tilbud, og på den måde er det hverken tid eller pris, der kan være en undskyldning.

Hvordan har min krop det i dag?

Jeg har for ganske nylig været ved lægen for at få taget en blodprøve og målt mine værdier. Det eneste der var at bemærke var, at mit blodsukker var lidt lavt. Dermed føler jeg også, at jeg har gjort mig det forarbejde, der skal til for at dele min oplevelse med jer.

Min krop har det virkelig godt i dag, og jeg er sindssygt glad for, at jeg kastede mig ud at leve plantebaseret.

De mest positive effekter ved mit eksperiment har været:

  • Et øget mentalt overskud. Det var især denne effekt, som jeg var meget ivrig efter at opnå efter at have læst mig frem til, at netop dette var en af de helt store positive gevinster. Hvis du følger mig på instagram har du nok lagt mærke til, at netop mental styrke er noget af det, der optager mig allermest.
  • En krop i Balance. Hvordan en krop i balance føles er vel meget forskelligt fra person til person, men for mig er der ingen tvivl om, at jeg aldrig føler mig utilpas efter måltider, og at jeg har generelt har en rigtig god energi i min krop.
  • Min lyst til varer der indeholder sukker er fuldstændig væk. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke vil tillade mig selv at spise varer med sukker, men trangen til søde sager er fuldstændig væk – altså som i helt og aldeles væk!
  • Min muskelstyrke er bevaret. På trods af et markant vægttab, så har jeg bevaret min muskelstyrke, og generelt føler jeg mig i langt bedre form.

 

Hvordan jeg kunne tabe mig 8 kg og ikke lægge mærke til det

Som jeg også skriver på min instagram, så har jeg fra rejsen til Samos i september sidste år og til nu tabt mig intet mindre end 8kg! For en mand der gerne vil holde på vægten, muskelmasse og føle sig som en mand, så var det for stort et vægttab. Det er bl.a. også derfor, at jeg gerne vil fortælle min oplevelse til dig.

Da jeg gik i gang vidste jeg godt, at jeg sandsynligvis ville tabe mig grundet en 180graders omstilling i min kost fra den ene dag til den anden. Derfor var min lyst heller ikke synderlig stor til at gå på vægten. Jeg husker, at jeg gik på vægten i november og kunne konstatere, at jeg havde tabt mig 2 kg. Det var rimeligt, og derfor var behovet ikke så stort for at holde øje med vægten.

Det er først, da jeg efter flere bemærkninger om, at jeg har tabt mig, tænker, at nu må jeg lige få fulgt op. Det kunne jo ikke passe, at flere lagde mærke til det uden, at der var noget om det.

“Det der virkelig har snydt mig er, at jeg undervejs i min træning ikke har mærket tab af muskelstyrke. Netop muskelstyrke og bevarelse er muskelmasse er noget af det, som jeg har læst om løbende. Der er mange rigtig gode historier om styrkeløftere, der har fået en langt stærkere og mere velfungerende krop ved at skifte til en plantebaseret kost.”

 

Hvad skal du være opmærksom på, hvis du skifter til plantebaseret kost?

Mine bedste råd til at starte op på en mere plantebaseret livsstil får du her:

  • Vær opmærksom på dit kaloriebehov. Plantebaseret mad er sundt, meget sundt, og hvis du ønsker at bevare vægten så kræver det, at du holder øje med dit kalorieindtag. App’en ”Lifesum” er i mine øjne den bedste til at holde øje med dit kaloriebehov, og den er gratis.
  • En anden meget vigtig ting du bør være opmærksom på er om du får dækket dit vitamin- og mineral behov. (2). Især vitaminer som B12 og D-vitamin er noget vi primært får gennem animalsk kost, og derfor vil jeg anbefale, at du i hvert fald som minimum supplerer med vitaminer eller anden kosttilskud.
  • Start eventuelt med en kødfri dag eller to om ugen og vend dig lige så stille til, hvad det gør ved kroppen. Især hvis du har børn eller er i parforhold så er i jo flere om at skulle vænne jer til det, og det kræver lidt mere planlægning i forhold til indkøb.
  • Jeg er kæmpe fan af at juice grøntsager og frugt, og jeg ville sådan ønske at endnu flere ville gøre det. Hvis du er i tvivl om hvor meget godt det gør ved kroppen, så vil jeg anbefale dig at se dokumentaren ”Fat, sick and nearly dead” på Netflix. En underholdende, sjov og inspirerende dokumentar.

 

Næste skridt for mig?

Jeg har lært rigtig meget af mine næsten 6 måneder som kødfri, og min lyst til at spise kød er helt væk. Derfor er det også ret naturligt for mig, at jeg fortsætter med at spise så plantebaseret som muligt. Jeg kommer ikke til at kalde mig veganer eller vegetar, men det er nok sidstnævnte, der bedst muligt vil ramme den livsstil, som jeg vil forsøge at efterleve. Generelt vil jeg bare gerne spise så grønt som muligt, men jeg kommer hverken til at være hellig eller fanatisk omkring det.

Først og fremmest skal jeg tage nogle kilo på igen. I den forbindelse kommer jeg til at supplere min kost med proteinpulver, weightgainer og andre kosttilskud fra Bulkpowders.dk. At det lige blev Bulkpowders handler i høj grad om deres store udvalg af produkter, også veganske/vegetar produkter, og deres høje kvalitet.

Jeg er fascineret af kroppens evne til at kurere sig selv med den rigtige kost, og der findes flere beretninger om personer der overlever kræft og andre svære sygdomme ved at skifte til 100% plantebaseret kost. For mig er det sindssygt attraktivt, at jeg ved at spise korrekt kan leve et aktivt liv og samtidig vide, at jeg passer så godt på mig selv som muligt.

Derudover mener jeg, at vi alle sammen har et ansvar for at passe på vores jordklode, og der er ingen tvivl om, at kost der i højere grad er plantebaseret tager mere hensyn til både dyr og miljø.

Hvordan du gerne vil leve er helt op til dig. Jeg håber dog, at min artikel kan inspirere dig til at overveje, hvor dine madvaner kommer fra og hvordan du helst vil leve.

 

Her kan du læse mere:

Proteinindhold:

https://klogkost.dk/nyheder/fodevarer/grontsager/1218-sadan-far-du-nok-proteiner.html

  • Artikel om vitaminer/mineraler:

https://videnskab.dk/krop-sundhed/veganere-mangler-vitaminer-og-mineraler

 

Andre gode links:

  • Bulkpowders: Kosttilskud og stort udvalg af vitaminer, mineraler og proteinpulver af meget høj kvalitet.
  • Greenos.dk – Online vegansk/vegatar supermarked.
    • greenos.dk.dk
  • Simplefeast– Nyt vegansk produkt som får rigtig meget ros og opmærksom for kvalitet, smag og pris 😊
    • simplefeast.dk

Eksempel på en af mine yndlingsretter:

http://www.foodfanatic.dk/panang-karry-med-kikaerter-blomkaal-og-gulerod

 

Leave a Reply