Om at kende sine rødder og manglen på samme

Om at kende sine rødder og manglen på samme

1242 2208 Nikolaj

Hvordan kan du altid være så glad?

Det spørgsmål får jeg rigtig ofte på de sociale medier, og det forstår jeg godt. Mine opslag handler om motivation, om at være glad og om at få det bedste ud af livet. Men selvfølgelig er jeg ikke glad hele tiden, og for nyligt forsøgte jeg at kontakte den mand, jeg troede der var min far. Den oplevelse vil jeg gerne dele med dig.

Det du skal læse nu er ikke skrevet for, at du skal have ondt af mig. Tværtimod.

Det er mit håb, at mine tanker kan give dig der i samme situation som mig en følelse af, at du ikke er alene med dine tanker. Jeg håber også, at mine tanker kan få dig der ikke er i samme situation som mig en følelse af at være endnu mere taknemmelig for det, du allerede har i dag.

Det er samtidig også min måde at forsøge at være autentisk på. Det er min måde at vise på, at der altid er mere end det du ser på de sociale medier, og at minde dig om at alle du møder kæmper en kamp, som du ikke kender.

Det jeg har lært allermest af er at høre om andres erfaringer. Måske du kan lære lidt af mine.

Påsken og højtiderne bringer ikke altid det bedste frem i mig. Selvfølgelig nyder jeg at have fri, og jeg nyder, at der på mange måder er lidt mere ro over det hele. Bortset fra de helt travle dage op til helligdagene i påsken, så er påsken jo en tid, hvor rigtig mange har fri og hvor mange samles med deres familier, tager i sommerhus og generelt bare nyder hinandens samvær.

Højtiderne kan være svære for mig. Det er her, hvor jeg bliver bekræftet i, at vores familie ikke er større. Vi er jo blot min mor og jeg. Højtiderne er også her, hvor jeg mærker en af de ting, som jeg arbejder allermest med – nemlig ikke at lade mig påvirke af misundelse over andres familier og traditioner.

Det er ikke noget nyt for mig med en lille familie. Sådan har det altid været, og indtil for nogle år siden var vi et trekløver bestående af min mor, min mormor og jeg. I dag er vi min mor og jeg tilbage. Min far har aldrig været i billedet. Jeg har faktisk aldrig vidst hvem han var, og bortset fra en periode i mine teeneage år, så har jeg altid været afklaret med det. Eller jeg har i hvert fald skubbet det væk.

Faktisk var det at være uden en far i mange år en kæmpe motivation fordi, at det gav mig endnu mere lyst til at bevise overfor hele verden, at jeg kunne godt klare mig alene. I folkeskolen blev jeg mobbet med at jeg ikke havde nogen far. Det hjalp heller ikke ligefrem, at vi kom fra København, at min mor havde været i behandling for et alkoholproblem eller at jeg havde været på børnehjem. At flytte til en lille nordjysk by var på mange måder en kæmpe mundfuld for en lille glad københavnerdreng.

I sommeren 2017, altså sidste år, viste min mor mig, at hun havde fundet ham, som hun mente var min far. Hun havde fundet ham på Facebook, og selvom at hun ikke kunne genkende ham efter lidt over 31 år, så var oplysningerne på Facebook nok til, at hun følte sig sikker.

Det var en mærkelig følelse. Siden jeg var teenager havde jeg bildt mig selv ind, at jeg var ligeglad med ham. Ikke bare ligeglad – men pisse hamrende ligeglad.

Når det kom til stykket, så var jeg slet ikke så ligeglad. Det fandt jeg i hvert fald ud af.  Jeg har arvet flere egenskaber fra min mor, som jeg sætter stor pris på. Jeg har arvet hendes store empati for andre og lysten til at ville hjælpe andre. Men på mange andre områder ligner vi slet ikke hinanden. Jeg har blå øjne, hun har brune. Jeg har altid været enormt udadvendt og har i mange år arbejdet med ledelse, hvor jeg elskede, at være den der gik forrest. Min mor har modsat været mere introvert og haft det bedre ved at stå lidt i baggrunden.

Så hvor kom alt det andet fra? Min lyst til altid at være nummer et, min lyst til at arbejde ledelse og hvor kom mine blå øjne og resten af mit udsende fra. Selvfølgelig var der tusind andre spørgsmål, men nu har du en idé om mine tanker. Det er på mange måder dybt frustrerende ikke at vide, hvor jeg kommer fra og hvem jeg er. Det er jo nok heller ikke helt tilfældigt, at psykologien beskæftiger sig så meget med selvudvikling og netop vores søgen efter at finde ud af, hvem vi er.

Om at gøre det du er bange for

I starten af februar i år er jeg på Hotel Hvide Hus i Aalborg. Jeg havde søgt væk for at skrive på min bog og arbejde i nogle andre omgivelser.

Skæbnen ville, at der blev holdt 2 bryllupper på hotellet denne lørdag, og det ene af dem var et arabisk bryllup. Min fascination af særligt arabiske bryllupper er stor, men jeg tør også godt sige, at volumen var høj, og at jeg ikke fik skrevet på min bog den aften.

I stedet brugte jeg tiden på at skrive et brev til den mand, som min mor havde vist mig, og som jeg troede og håbede var min far.

Jeg havde gået og tænkt på det i næsten 8 måneder på det tidspunkt, og det blev ved med at fylde. Samtidig havde jeg fået tatoveret citatet ”måden hvorpå man udvikler selvtillid er ved at gøre de ting man er bange for”. Det føltes ikke troværdigt at have et citat på min arm, som jeg var så glad for, og at jeg samtidig ikke turde skrive til den mand, jeg troede var min far. Men for pokker hvor havde der været mange tanker inden.

Hvad nu hvis jeg ødelagde noget for ham og hans familie?

Hvad nu hvis han ikke svarede eller hvad nu, hvis han svarede vredt igen?

I det hele taget havde der været tusind tanker i forbindelse med at tage kontakt til ham, og samtidig havde jeg også brug for, at jeg gjorde det på den rigtige måde. Tidligere i mit liv har jeg ofte handlet meget impulsivt, og det har ikke altid været lige heldigt.

Jeg endte med at bruge hele aftenen på Hotel Hvide Hus på at skrive min henvendelse til ham. Det var ikke fordi, at det var en lang henvendelse. Men hvert et ord blev analyseret, og jeg forestillede mig alle mulige scenarier.

På mange måder var jeg helt til stede, men på en måde var jeg alligevel slet ikke. Det var umuligt for mig ikke hele tiden at bevæge sig ud i fremtiden og forestille mig, hvordan det kunne blive.

Hvad nu hvis det virkelig var ham?

Hvad nu hvis jeg faktisk fandt ud af, hvem halvdelen af min dna kommer fra?

Hvad nu hvis jeg fik noget mere familie?

Det var svært ikke at sætte forventningerne lidt for højt selvom, at jeg særligt igennem de sidste mange år har arbejdet meget med netop at have realistiske forventninger.

Det er vigtigt, at sove på en stor beslutning, og det valgte jeg også at gøre denne aften. Derfor lukkede jeg mit word dokument ned, og gjorde mig klar til at sove. Blandingen af mange tanker og festmusik fra de to bryllupper var ikke ligefrem den perfekte cocktail til en rolig nattesøvn, men alligevel følte jeg mig godt tilpas. Alene det at formulere min henvendelse var et kæmpe skridt, og på trods af lyden fra en kraftig bas og festglade mennesker, så lykkedes det mig at falde hurtigt i søvn.

Da jeg vågnede næste morgen, var jeg slet ikke i tvivl. Mavefornemmelsen var god, og det føltes helt rigtigt at sende det, som jeg havde brugt hele aftenen på at skrive. Jeg kiggede min tekst igennem et par gange igen. Der var overraskende nok nærmest ingen fejl. Men okay, jeg havde jo også brugt næsten 5 timer på at skrive, hvad der svarede til en A4 side, og hele indholdet var blevet til efter 8 måneders refleksion – så måske var det ikke så mærkeligt.

Det jeg havde frygtet mest var, at jeg slet ikke ville høre noget. Jeg var ikke ven med ham på Facebook, og jeg kunne derfor ikke vide om han ville se min besked. På forhånd havde jeg lavet lidt research, og jeg havde fundet ud af, at han havde en toplederstilling i et stort kendt dansk firma. Jeg kunne også se, at han var meget privat på sin Facebook. Derfor var jeg faktisk også lidt i tvivl om hvorvidt, at han overhovedet ville se min besked.

Opkaldet og afklaringen

Efter kun to dage, allerede om tirsdagen, fik jeg et svar fra ham. Det var for sindssygt. Min største frygt om at han ikke ville svare, den blev gjort til skamme, og ikke nok med det, så skrev han i et utroligt venligt og imødekommende sprog. Det var samtidig også meget diplomatisk skrevet, så det hverken lovede for meget eller for lidt.

Han svarede tilbage, at han selvfølgelig var meget overrasket, men at han sagtens kunne huske min mor. Han kunne også godt huske, at hun havde ringet, da jeg var blevet født. Men derefter havde de ingen kontakt. Han foreslog selv, at vi skulle få foretaget en DNA-test hurtigst muligt, og hvis den var positiv så var han indstillet på at mødes med mig.

Det var en kæmpe lettelse, at han svarede, og det var en endnu større lettelse, at han ligesom jeg havde brug for at finde ud af om vi var beslægtede. Derfor var glæden stor, da jeg allerede efter to dage modtog en DNA-test. Alt det havde han nemlig sørget for at sætte i værk stort set med det samme, og han havde endda også betalt de næsten 2.000kr, som testen kostede.

Testen blev sendt afsted samme dag, og jeg kunne forstå på ham, at han også havde sendt sin afsted med det samme. Det var en vild fornemmelse, og næsten helt uvirkeligt, at det hele gik så problemfrit.

Ugen op til at jeg fik svar var for sindssyg. Mine tanker var alle mulige steder, og jeg tænkte ikke ret meget på, at det ikke kunne være ham. Det måtte det jo være. Han var jo topleder, og jeg havde selv arbejdet med ledelse. Han havde også blå øjne, og han virkede som en nydelig mand.

En uge efter at testen var sendt og halvanden uge efter, at jeg havde sendt min første besked til ham, modtog jeg en sms fra ham.

”Hej Nikolaj. Kan du tale nu, så ringer jeg. Hilsen XX”.

Jeg svarede næsten prompte og skrev, at jeg var klar. Der gik kun et øjeblik og så ringede han.

Havde jeg haft pulsmåler på, så er jeg sikker på, at den havde været høj. Min krop kørte i højeste gear, og jeg var klar til at få afgjort, om jeg havde fundet min far.

Telefonen ringede, og jeg tog den.

”Hej Nikolaj. Det er XX”.

”Hej XX.”

”Jeg har fået svar på testen, og den er negativ”

Og på få sekunder var det som om, at der blev slukket helt for mig. Jeg gik fuldstændig i sort. Det eneste jeg kan huske er, at han fortæller, at han vil sende mailen med testresultatet. Han får forsøgt at sige noget beroligende med, at Bill Clinton jo også var vokset op uden sin far. Men helt ærligt. Jeg var Nikolaj, jeg var ikke Bill Clinton, og hans ellers meget velmenende forsøg på at trøste mig prellede helt af. Misforstå mig ikke – han opførte sig virkelig pænt overfor mig. Jeg var bare fuldstændig uimodtagelig. Jeg var låst.

Jeg var på forhånd klar over, at han var mit sidste håb for at finde min far. Der var nemlig kun to muligheder. Den ene var ham, og den anden var en fransk turist, som min mor var sammen med en enkelt gang. Den franske turist havde min mor ikke navnet på, og det ville være en fuldstændig umulig opgave at finde ham. Selv hvis jeg henvendte mig til programmet Sporløs, så ville min eneste information være, at han var fransk, og at han havde været på besøg i København for 31 år siden.

Den aften var jeg knust. Jeg troede, at jeg havde forberedt mig selv på det scenarie i næsten 31 år, men der var intet der hjalp. Tårene trillede ned ad mine kinder, og jeg var fuldstændig færdig.

Jeg fik skrevet til nogle af mine nærmeste venner, og det endte også med, at jeg tog ud til en god veninde, som havde en skulder at græde ud ved, og som var klar til at lytte.

Der er ikke så meget andet at gøre i de situationer. Det nemmeste ville have været at gå alene med det. Det havde jeg gjort så mange gange før i mit liv, men jeg har fundet ud af, at det altid er bedst at få talt om de ting der fylder. Det er en af årsagerne til, at jeg er så ærlig i mine tekster på de sociale medier. Et af mine ønsker er nemlig, at jeg kan få flere mænd til at tale om de ting der fylder. Ja også kvinder for den sags skyld. Det hele ville være lettere, hvis vi var mere åbne overfor hinanden.

Brevet med DNA testen som blev sendt samme dag jeg modtog det. Sjældent har jeg været så spændt.

2 måneder efter

Der er nu gået to måneder efter opkaldet og svaret på den negative test, og oplevelsen er kommet på afstand. Her i påskedagene fylder det lidt igen, hvor mange jo samles med deres familier.

Jeg trøster mig lidt ved at vide, at jeg har noget Fransk i mig. Franskmænd har jeg altid syntes godt om, og måske var der en mening med, at jeg sidste sommer rejste rundt i Sydfrankrig alene. Jeg var også vild med Prins Henrik, og jeg er en af dem, der har været tilhænger af ham siden jeg var lille. Han kæmpede for det han troede på, og han stod op i mod den danske jantelov. Mit efternavn ”Boffy” har også rødder i Frankrig, hvor navnet i sin tid er opstået. Så måske er der en mening med det hele. Det vælger jeg i hvert fald at tro på.

Misundelsen over at se andre i sommerhus med deres familier eller når de er samlet til påskemiddage, den er der stadig. Men jeg har igennem livet lært at være mere glad på andres vegne, og jeg nyder at se at andre har traditioner, som de holder fast i. Samtidig glæder jeg mig utroligt meget til, at jeg en dag selv kan lave de samme traditioner med min egen familie. Det håb er der heldigvis ikke nogen, der kan slukke.

Jeg tror på, at livet i høj grad handler om at være glad. Det er også derfor at mine opslag på de sociale medier ofte handler om glæde og motivation. Men jeg ved også, at glæde er en følelse, der kommer og går. De hårde perioder er med til at gøre os stærke, og det er dem der former os.

Det er nogle gange svært at se, hvad vi får ud af at være igennem perioder, hvor vi er kede af det. Men jeg kan love dig for, at noget af det du lærer mest af, er når det hele er allermest svært. Hvis du tænker dig lidt om, så vil du sikkert også give mig ret.

Nogle ting kan man forberede sig på, og andre kan man ikke. Min oplevelse er et godt eksempel på, at livet hele tiden lærer os nyt. Sæt pris på den læring livet giver dig for det er den, der gør dig stærk, og hvem ved hvornår du skal bruge den styrke senere.

Der er så meget godt i vente til os derude. Det har jeg altid troet på. Selv når det hele så allerværst ud, så har jeg altid troet på, at det ville blive bedre.

Det hele skal nok gå, og der kommer altid orden efter kaos.

”You’re gonnna be happy”, said life. “But first I’ll make you strong”.

 

Tak fordi at du læste med,

Nikolaj

12 kommentarer
  • “At Turde Turde” er min største motivation også selvom udfaldet ikke bliver som man håbede på men succesen ligger i at man faktisk gjorde det.

  • Stærkt, ærligt, sårbart og drøn modigt indlæg💪🏼

  • Det er godt skrevet. Meget rigtig. Jeg ville ønske jeg havde fulgt dig noget før, hvor alle dine kloge ord sikkert ville ha hjulpet mig i en situation.

    Jeg håber du snart laver din egen store familie så du måske byder julen, påsken, sommerferie og fødselsdage lidt mere.

    Hilsen familiefaren.

    • Hej Thomas.

      Der er også flere jeg ville have ønsket, at jeg havde fulgt tidligere. Men mange ting i livet skal vi jo også prøve på egen hånd.
      Tak for din kommentar. Jeg håber også, at den store familie kommer lige pludselig 🙂

      Dbh Nikolaj

  • Fantastisk godt skrevet🌷. Det er stærkt🙏

  • Tusind tak Luise! Super dejligt med en kommentar fra en person, som jeg selv finder inspirerende.
    Kh Nikolaj

  • Du er tøff! Var forfriskende og lese!
    Kjenner meg igjen i mange av dine tanker selv om jeg har en “litt” større familie!
    Keep on smiling and life will smile with you <3

    • Kære Jane.

      Tusind tak for din kommentar:)
      Jeg tror, at rigtig mange kan genkende mine tanker. Jeg har mødt mange med store familier, som alligevel føler sig alene.

      Kh Nikolaj

  • Wow et stærkt og også sårbart indlæg! Faldt tilfældigt over din IG, og så dette på din hjemmeside.
    Det kræver mod at være sårbar.

    De bedste hilsener.

    • Tusind tak Louise.
      Det gør mig rigtig glad at høre, at du kunne lide indlægget.

      Jeg tror rigtig meget på, at det er vigtigt at være åben.
      Jeg lærer allermest selv, når jeg hører om andres ærlige fortællinger.

      Kh Nikolaj

Leave a Reply