Når ord giver mening

Når ord giver mening

768 1024 Nikolaj

Når ord giver mening

Kender du det, når nogle ord eller citater betyder noget særligt for dig?

Ord og citater har så langt tilbage, jeg kan huske altid betydet noget særligt for mig. Faktisk har ord betydet så meget for mig, at jeg har fået tatoveret mange af de ord og citater, der betyder allermest for mig. Enkelte har drillet mig lidt med, at jeg begynder at ligne en bog. Og det er helt okay😊Bøger indeholder ofte både historier og visdom og det føler jeg også, at citaterne og ordene på min krop gør.

Der er en historie bag dem alle og intet er lavet tilfældigt, hverken i en brandert eller fordi at det var moderne. Jeg har valgt at fortælle om dem, der betyder mest.

Indenfor coaching og selvledelse tales der meget om positive overbevisninger og strategier. Mange af de citater, som jeg holder mest af, er også blevet mine egne positive overbevisninger. Står jeg i situationer, hvor jeg bliver usikker, så kan en simpel strategi for mig være at huske citatet eller fx kigge på mine tatoveringer. Derfor håber jeg, at min artikel kan være med at inspirere dig således, at positive overbevisninger måske kan få den samme betydning for dig.

 

Hvordan det hele startede og min første tatovering

I hele min opvækst har min familie været et trekløver bestående af min mor, min mormor og jeg.

Hvis du har fulgt lidt med i mine artikler eller på min instagram, så har du nok også opdaget, at min barndom på nogle områder har været speciel.

Historien om mine tatoveringer starter, da jeg er 22, og de starter i noget så tilfældigt som et IC3-tog mellem Aalborg og København.

Min mor og jeg bliver ringet op fra Glostrup sygehus, hvor min mormor desværre var blevet indlagt. Nogle naboer havde opdaget hende gående udenfor i dagslys i hendes nattøj.  Min mormor var blevet meget syg, og det viste sig, at hun bl.a. havde gået med vand i lungerne i en længere periode. Vandet i lungerne betød, at min mormor ikke fik ilt nok til hjernen, hvilket var ret alvorligt, og som naturligvis medførte, at hun ikke havde den samme adfærd, som hun plejede. Noget hun desværre aldrig helt kom sig oven på i årene efter.

Dette skete samtidig med, at min mor havde det rigtig svært, og det bliver derfor mig, der tager turen fra Nordjylland til Høje Taastrup. Her havde min mormor boet igennem det meste af sit liv i Danmark. Min mormor er født og opvokset i Tyskland under 2 verdenskrig. Her mistede hun sin egen far og storebror til tyskernes side, og hun havde en meget hård opvækst i efterkrigstiden i Tyskland med sin mor og lillesøster. Det er en helt anden historie, som dog har stor betydning for min mors historie og dermed også min. Den kan i få en anden gang.

Tilbage til IC3-toget stod jeg 22 år gammel og skulle med toget til Høje Taastrup. Inden da havde jeg netop afbrudt et 3 ugers ophold hos Falk Lauritsens og Apollos guideskole i Nordsjælland. Jeg havde nemlig for en stund lagt lederdrømmene på hylden, og jeg ville ud og opleve verden.

Sådan skulle det ikke gå.

Efter en uge på guideskolen måtte jeg grådkvalt afbryde mit forløb og vende retur til min mor i Nordjylland for derefter at besøge min indlagte mormor på Sjælland.

Tidligere var der i IC3-togene gamle citater fra kendte danskere på togenes endevægge som fx H.C Andersen, Piet Hein med flere. Det var der også i det togsæt, som jeg var med, og jeg sad kun få meter fra en endevæg, hvor der stod følgende citat af Piet Hein:

”Visdom maa ynkeligt visne ned, naar den veksles til kolde kontanter. Alvidenhed vorder uvidenhed naar den ejes af ignoranter.

Det er et citat, der den dag i dag betyder rigtig meget for mig, og det var også den første tatovering, jeg fik lavet. For mig står citatet for meget af det, der er forkert i verden, og det får mig til at reflektere.

Der er så mange, der bruger deres viden udelukkende til at tjene penge, og der er rigtig mange intelligente mennesker, der bruger deres viden med dårlige hensigter. For mig står det citat som et opråb i forhold til at huske os selv på, hvad vi bruger vores viden til og ikke mindst, hvad vi bruger vores penge til.

Jeg husker ikke meget fra den dag, hvor jeg skulle med toget til min mormor, og jeg husker faktisk heller ikke togturen. Det jeg kan huske er, at jeg bryder sammen, da jeg kommer til Høje Taastrup banegård.

Det hele føltes så pisse uretfærdigt, og jeg kan huske, hvor alene jeg følte mig, og jeg havde svært ved at se meningen i noget som helst. Men midt i dette kaos gav citatet mening, og det gav så meget mening, at det blev til min første tatovering. Det blev også startskuddet til at finde mening i ord og bruge dem som positive overbevisninger i min egen jagt på mental styrke og overskud i en verden, der for os alle kan virke meningsløs til tider. Citatet står i dag på min venstre arm, som du også kan se på billedet ovenover. Der er for mig noget symbolsk ved, at det er placeret tæt på mit hjerte.

Familien tæt ved hjertet

Sammen med citatet af Piet Hein, som på mange måder er til minde om min mormor og en svær tid, så fik jeg også skrevet min mors, oldemors og oldefars navne på mit venstre bryst. Når jeg bliver gift, vil jeg have min kone og børns navne på højre bryst og på den måde, så bliver det hele fuldendt.

Min oldemor og oldefar havde en kæmpe betydning for min mor. Det var her, hvor min mor virkelig mærkede kærlighed. Det var også, da min oldefar døde, at min mors verden faldt sammen og på den måde har mine oldeforældre haft en stor betydning for både min og særligt min mors historie.

Når jeg er ude og holde foredrag, så fortæller jeg altid, at min historie i virkeligheden lige så meget er en historie om en mors kamp for sin søn og en historie om hendes kamp for hele tiden at give sin søn det bedste.

Min oldefar, som ses på billedet til venstre, er mit helt store idol. Der er masser af mennesker, som har inspireret mig, men ingen som ham.

Han hed Gerner Nikolaj Boffy, og så kan du måske selv gætte, hvor jeg har fået mit navn fra? 😊

Gerner var formand for skibsbyggerne på Nakskov skibsværft og han var kendt som en mand, der kæmpede for arbejdernes rettigheder. Han fandt sig ikke i noget, og slet ikke fra dem, som havde flere midler end ham selv. For ham var lighed og fællesskab det vigtigste. Han var i øvrigt kommunist – langt fra mine egne politiske standpunkter, men hans værdier om at alle skulle behandle med værdighed og respekt, dem har jeg taget til mig.

Når ord bliver til strategier

På både min højre og venstre underarm har jeg fået tatoveret to figurer. På venstre underarm har jeg en Ørn og på højre en Fugl Føniks. Begge figurer har sin betydning fra frimureriet, hvor jeg er medlem af den danske Frimurerorden. (se mere på https://www.ddfo.dk/)

Ørnen er for mig et stærkt og intelligent dyr og historien om Fugl Føniks, der genopstår, er en af de bedste historier jeg kender. Sammen med Fugl Føniks står der ”Ordo Ab Chao”, som er latin og betyder ”Orden efter kaos”.

At tro på at der kommer Orden efter kaos har været noget af det, som har fået mig igennem mange af de svære ting, som jeg har været igennem. Uanset hvor umulig eller urimelig en situation jeg har stået i, så har troen på, at det hele nok skal, altid gå været det, der har fået mig igennem.

På den måde er citatet blevet en positiv overbevisning, som jeg i dag altid siger til mig selv, hvis jeg står i svære situationer og har brug for ekstra overskud. Det hele skal nemlig nok gå og alting løser sig. Det er min erfaring, at de mennesker, der er gode til at minde sig selv om dette også er dem, der lykkes med mest i livet.

 

 

Forhold dig kritisk til dem der ved alt

”Følg trygt dem der leder efter sandheden, men husk at flygte fra dem, der har fundet dem.” – Ib Michael, citat på højre lår

Der findes rigtig mange mennesker, der mener, at de har opskriften på det hele, og at de har den eneste rigtige sandhed. Citatet af Ib Michael er for mig en god påmindelse om, at vi skal være varsomme og kritiske overfor dem, som mener, at de ved det hele.

På trods af alle mine mange gode råd på de sociale medier, så mener jeg ikke, at jeg har sandheden. Men jeg leder efter den og på min vej, der har jeg opdaget rigtig mange ting. Det er de opdagelser, som jeg er motiveret af at dele med jer.

”Stop being afraid of what could go wrong and start being excited about what could go right” –Ukendt, citat på venstre lår

Dette citat forestiller jeg mig, at rigtig mange kan nikke genkendende til.

Når der sker noget nyt i vores liv eller der sker forandringer, så fokuserer vi rigtig meget på alt det, der kan gå galt. I stedet bør vi fokusere på alt det, der kan gå godt. Jeg bruger citatet næsten hver eneste dag i forhold til at styre mine tanker i en positiv retning. Det kan være sundt at have en vis portion skepsis og overveje, hvad der kan gå galt. Det er jo en del af vores overlevelsesinstinkt. Det må bare ikke holde os fra at gøre de ting, som vi virkelig gerne vil.

Udover de mange citater har jeg også flere navne tatoveret på min krop. Nogle af mine bedste venner har fået deres navn foreviget på min krop. Fx står min bedste veninde Camillas navn i forbindelse med citatet på min venstre underarm. Ligeledes står mine kammerater Jonas og Peters navne i forbindelse med citatet på højre underarm.

Derudover har jeg enkelte kammerater, som betød rigtig meget for mig i mine 20’ere, stående på indersiden af mine arme. I dag er vi gledet fra hinanden, men deres navne står til minde om nogle særdeles gode venskaber og en tid, hvor jeg lærte meget om mig selv. Jeg tror ikke på, at man opnår ret meget ved at fortryde ting. Vi lærer jo hele livet og fortrydelse fører ingenting med sig.

Husk at trække vejret og skynd dig langsomt

”Breathe” og ”Patience” står der på mine håndled.

For 3 år siden benyttede jeg selv en meget dygtig coach. En af de ting, som hun gjorde mig opmærksom på, at jeg havde så travlt, at jeg helt glemte at trække vejret ordentligt. Mine vejrtrækninger skete altid med munden og altid meget ubevidst.

Jeg fik aldrig luften helt ned i maven, og på den måde var det hele meget overfladisk.  Åndedrættet er noget nær vores vigtigste krops funktion, men det er desværre kun ganske få, der tænker over, hvordan de trækker vejret. Det er også derfor, at jeg er en af de mange, der gerne deler råd om åndedrættet på de sociale medier – også selvom at mine omgivelser driller mig lidt med det. Jeg tror de synes, at det er lidt “zen” agtigt. En af de ting som rigtig mange har takket mig for er nemlig netop, at de er blevet bevidste om deres åndedræt, og jeg har selv mærket den positive effekt ved at være bevidst om mit åndedræt.

Manglende tålmodighed har været min største udfordring i store dele af mit liv, og af den årsag står ”patience” skrevet som et evig minde om at sænke farten og overveje mine beslutninger.

Alt for mange gange har jeg haft så travlt, at jeg har truffet en forhastet beslutning og kastet mig ud i ting, som jeg ikke var klar til eller, som ikke var det rigtige for mig. Jeg har lært meget af at kaste mig ud på dybt vand, men i dag står det også klart for mig, at beslutninger får større og større betydning eller konsekvens desto ældre vi bliver, og derfor er blandingen af mod, fornuft og tålmodighed meget vigtig for mig.

I virkeligheden kunne jeg have skrevet en hel bog om mine tatoveringer, de tanker der ligger bag og ikke mindst de ting som jeg har været igennem. Bogen skriver jeg på fra tid til anden, og indtil da håber jeg, at mine tanker kan inspirere dig til at tænke anderledes og være mere bevidst.

Jeg håber dermed også, at denne artikel har inspireret dig.

Inspireret dig til at bruge ord som positive overbevisninger, der kan styrke dig.

Ord der kan bruges som strategier, når du står i meningsløse situationer eller har brug for ekstra mod. Uanset hvad, så er jeg glad for, at du ville læse med og jeg håber inderligt, at du kunne bruge nogle af ordene.

Nikolaj

Leave a Reply