Ta´ ansvar for din personlige udvikling

Ta´ ansvar for din personlige udvikling

768 1024 Nikolaj

Min egen kommentar til artiklen

Personlig udvikling er super fedt, og det kan også være nødvendigt. I en verden hvor flere og flere får konstateret stres, og hvor flere lever med angst og depression, så er det vigtigt, at vi hver især tager ansvar for vores egen udvikling.  Uanset om du kæmper med lavt selvværd, om du jagter de vildeste drømme eller bare gerne vil være mere glad – så kan arbejdet med din personlige udvikling være en kæmpe genvej.

Intentionen med denne artikel er at få dig til at tage stilling til, hvad du vil med din personlige udvikling. Personligt mener jeg, at vi gør os selv en stor tjeneste ved at forholde os til os selv, reflektere og udvikle os. Andre, som bl.a. den kendte Professor Svend Brinkmann, har udtalt, at vi i højere grad skal “stå fast” og “gå glip” samt være kritisk i forhold til selvudvikling (kilde 1). Jeg mener, at vi skal tage det bedste fra begge verdener.

Uanset hvad så er min hensigt ikke, at du skal synes det samme som mig. Min hensigt er, at du bliver bevidst om, hvad du tror på.

“Følg trygt dem, der søger sandheden, men husk at flygte fra dem, der har fundet den.” Ib Michael (Kilde 2)

 

Verden forandrer sig hurtigere end nogensinde før – er du klar til udvikle dig i samme tempo?

Verden forandrer sig hastigt. Hvor mange gange har du læst eller hørt det før?

Mit bud er, at det nok ikke er første gang, og måske har du hørt eller set det så mange gange, at du er holdt op med at registrere det. Det kan også være, at du aldrig har skænket det en tanke.

Uanset hvad så er udviklingen i vores verden, samfund og i menneskers adfærd i så hurtig vækst, at det er vigtigt, at vi hver især forholder os til udviklingen.

Hvor mennesket tidligere har haft god tid til at vænne sig til ny teknologi såsom elektricitet, biler på gaden eller de første flyvemaskiner, så kommer ny teknologi i dag så hurtigt, at vi knapt nok har fået det i hjemmet før, der er kommet noget nyere og bedre.

Der er store krav til dig og din hjerne

Det stiller en lang række krav til os som mennesker i forhold til vores forståelse, vores oplevelse af verden og den virkelighed, der bliver skabt inde i vores hjerner. Smartphonen og de sociale medier har på under 10 år vendt op og ned på måden mennesker taler sammen, er sammen og arbejder sammen på.

Nye jobs er kommet til, influencers påvirker alle aldersgrupper på de sociale medier, fake news præger medierne og inden længe, ser vi måske også de første selvtænkende robotter.

Det kan derfor til tider være meget kompliceret at være menneske. Vi har aldrig tænkt så meget, vi er aldrig blevet udsat for så mange indtryk, og aldrig har vi skulle forholde os til så mange forandringer. Der skrevet bøger i tusindvis om forandringsledelse og at gennemgå forandringer.

Det er der en god grund til, da vores hjerner er indrettet til at søge tryghed og undgå farer, og derfor bliver mange af os påvirket af forandringer. Det kan blandt andet ses ved, at andelen af stresssygemeldte aldrig har været højere, og alene i Danmark anslås det, at 17.000 er sygemeldt med alvorlig stress hver dag (kilde 3).

Det er jo desværre en af de følgevirkninger, der er ved den hurtigt voksende verden og de mange indtryk, vi dagligt skal forholde os til.  Som prikken over i´et sørger vores “smart”phones for, at vi aldrig giver os selv ro og tid til fordybelse. Vi er konstant på!

Det er netop det, som denne artikel forsøger at give dig en bedre forståelse for.

Din hjerne er ikke skabt til, at du skal være glad

Du skal først og fremmest vide, at din hjerne er indrettet til at få dig til at overleve. I praksis betyder det, at din hjerne er designet til at kigge efter trusler, søge efter mad og dække dine øvrige behov.

Der er bare én stor udfordring!

I bund og grund er du ikke i fare. Du har med stor sandsynlighed gode boligforhold, du får mad hver dag og ud fra en gennemsnitsbetragtning, har du sandsynligvis også råd til at købe alle de basale ting, du har brug for i hverdagen.

Så hvilke farer og trusler, skal din hjerne bekymre sig om?

Jo ser du. Den begynder at bruge tid på problemer, som hvis du mærker efter, nok også vil indrømme, ikke er reelle problemer. “First World problems” er et populært ironisk udtryk, og det er jo desværre meget sigende. Hvor ofte bruger du ikke energi på en fuldstændig ligegyldig problemstilling? Det kan være din reaktion på en kommentar til noget, du har uploadet på de sociale medier, at du ikke har fået trænet i dag eller noget helt tredje. Forstår du hvor jeg vil hen?

Forstår du din hjernes mådes at virke på?

Grunden til det er så vigtigt, at du forstår hjernens måde at virke på, er, at du ikke skal bebrejde din hjerne for at bruge tid på, hvad der – groft sagt – kan beskrives som ligegyldige problemer. Din hjerne ved simpelthen ikke, hvad den ellers skal bruge tiden på. Du er jo ikke i reel fare, og derfor ser den faresignaler steder andre steder.

Når du først bliver bevidst om, at der ikke er noget i vejen med dig, når du er negativ eller bekymrer dig, men at det derimod er din hjerne, der arbejder imod dig, så kan også du lære at bryde mønstret. En note hertil er, at der selvfølgelig også er dårlige dage, hvor det er helt okay at være i dårligt humør, negativ eller trist. Dage hvor der er sket noget, som du ikke behøver tackle i en positiv tilstand. Hvis du er blevet svigtet eller har oplevet noget trist, så er der ingen der forventer, at du er glad. De dage skal du igennem, og her er det i særlig grad tid og støtte, der hjælper.

Personlig udvikling handler ofte om at se sine mønstre og bryde dem. Udfordringen er, at det kræver, at du udvikler din evne til at blive mere bevidst. Det er lige præcis her, coaching kan spille en stor rolle.

Det gode ved coaching er, at du kan lære at gøre det selv. Den dygtige coach sørger altid for at stille dig spørgsmål og udfordre din tankegang. De spørgsmål kan du træne dig i at stille dig selv, og når du bliver rigtig dygtig, så kan du også udfordre din egen tankegang. Når du kan det, så bliver det for alvor fedt. Der mærker du udviklingen!

Hvilke spørgsmål skal du stille dig selv? 

Se det er et rigtig godt spørgsmål, og i virkeligheden er det kun dig selv, der ved, hvad du virkelig bør spørge dig selv om. Der findes dog flere redskaber, som kan hjælpe dig.

I salgsverdenen arbejdes der meget med åbne og lukkede spørgsmål. De dygtigste sælgere kan få andre mennesker til næsten, hvad som helst ved at benytte sig af den rigtige spørgeteknik.Set med en ikke-kommerciel tankegang, handler det om evnen til at få et menneske til at fortælle om deres behov, deres drømme og deres tanker. Alt dette gør du i 99 ud af 100 tilfælde bedre med åbne spørgsmål.

De åbne spørgsmål er dem, der får dig til at tænke. Det er dem, du ikke kan svare på lige med det samme, og hvis de er rigtig gode, så kan du bruge dage, uger og måneder på at finde svar.

Jamen Nikolaj, det lyder alt sammen meget fint. Kan du ikke give nogle eksempler?

Det vil jeg naturligvis gerne, men inden da skal du love mig en ting. Hvis du virkelig vil have noget ud af det, du læser her, og hvis du virkelig vil skubbe til din personlige udvikling, så skal du skrive dine spørgsmål ned på papir og svare på dem på samme papir.

Hvorfor?

Fordi der findes et hav af dokumenterbare undersøgelser, der viser, at vi mentalt forpligter os mere til ting, vi skriver ned på et papir. (Kilde: Se nederst)

Så frem med pen og papir – nu skal du lave lektier om dig selv.

Eksempler på åbne spørgsmål (Prøv gerne selv at forsætte listen)

  • Hvilke forandringer kan jeg lave nu og her, som vil gøre mig mere glad?
  • Hvordan laver jeg de forandringer, jeg ønsker i mit liv?
  • Hvad gør mig glad? (Og bagefter: Hvad gør mig allermest glad? )
  • Hvem er det, der gør mig glad? (og bagefter: Hvad er det de personer gør og kan, der tilfører mig glæde?
  • Hvad ønsker jeg, at andre skal sige om mig, når jeg ikke er til stede?
  • Hvem kan hjælpe mig med at nå mine mål? (Eller løse mine udfordringer)
  • Hvilket råd vil du give selv nu, som når du kigger tilbage om 5 år, så vil du kunne se tilbage og sige: Fedt! Jeg gjorde fandeme det, jeg lovede mig selv.
  • Hvilke værdier sætter jeg pris på? (og bagefter: Hvilke værdier sætter jeg allermest pris på?)
  • Hvor ser jeg mig selv om 3-5 år

4 Krav til hvad du gør herfra

Du ved nu, at når du er negativ eller mangler motivation, så har det i høj grad noget med din hjerne at gøre. Husk at den ikke er designet til at gøre dig glad. Den skal få dig til at overleve. Der er altså ikke noget i vejen med dig.

Heldigvis er din hjerne så udviklet, at du har din egen bevidsthed, og det er den, du skal arbejde med. Det er den, der gør, at problemer i fremtiden vil virke enten helt ubetydelige eller i hvert fald fylde mindre for dig. Det vil give dig overskud og mere energi til at nå drømme og gøre de ting, du holder allermest af.

Der er 4 krav, som jeg gerne vil have, at du er opmærksom på.

1. Din Bevidsthed

Du er bevidst, når det er dig, der træffer dine valg og ikke din underbevidsthed. (Fx du scroller på din Facebook/Insta feed og tager dig selv i, at du ikke aner hvorfor. Det er din underbevidsthed. Alle de ting du gør uden at tænke over det).

2. Din evne til at Reflektere

At reflektere er jo egentlig blot en smart talemåde for at tænke. Du reflekterer, når du fx sidder og tænker over, om du burde have handlet anderledes, om hvorfor din ven ikke svarede på din sms osv. Kort sagt så tænker du på en måde, hvor du overvejer, hvad der ellers kunne være gjort/sket.

3. Din Handlekraft

Hvis du ikke handler på dine tanker, dine mål og dine drømme – så er det hele helt ærligt lidt ligegyldigt. Det er dit ansvar, at du gør noget. Det er dit ansvar, at der sker noget. Heldigvis kan du møde mennesker, der kan skubbe dig lidt af vejen, men det er i sidste ende kun dig, der kan flytte dig.

4. Du skal være Vedholdende!

Det er lykkedes dig at være bevidst, du har reflekteret, og du har handlet. Stærkt!

Nu gælder det som om at holde de mål du har sat, og det er her fårene bliver skillet fra bukkene. Dem der virkelig lykkes, altså dem der når deres vildeste drømme – det er dem der bliver ved. Derfor skal du også beslutte dig for, hvilken gruppe du vil tilhøre.

Så hvad er det du skal tage med fra denne artikel?

Din hjerne er ikke nødvendigvis altid din medspiller, og det betyder ikke, at der er noget i vejen med dig, hvis du er negativ eller går rundt med bekymringer. Du skal træne din bevidsthed og arbejde med dig selv, hvis du ønsker at bruge tid på de bekymringer, der fortjener at få plads.

Vi er generelt utrolig privilegerede i vores del af verden. Levestandarden har aldrig været højere, vores økonomi har aldrig været bedre og bortset fra nogle ret vilde præsidenter i nogle af verdens største lande og klimatrusler, så har vi det bedre end aldrig før.

De spørgsmål du stiller dig selv, og andre for den sags skyld, kan være afgørende for din udvikling. Det rette spørgsmål på det rigtige tidspunkt kan gøre større forskel for dig end at vinde hovedgevinsten i lotto!

Hvad skal der til for, at du går i gang?

Du har igennem livet lavet lektier i skolen, på din videregående uddannelse og måske i forbindelse med kurser eller dit arbejde. Hvor tit har du lavet lektier om dig selv?

Til slut er der derfor kun at sige. Du skal lave lektier for dig selv!

Jeg håber, at du fik noget ud af at læse med. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at skrive til mig på info@nikolajboffy.com, connecte med mig på LinkedIn eller følge med med på Instagram/Facebook.

Du kan selvfølgelig også booke mig til private coaching forløb, hvor vi kan arbejde med dig og dine ønsker.

Dbh Nikolaj

 

Kilder:

1. https://www.information.dk/kultur/2014/09/hold-maerke?vwo_exp_badges=|32|

2. https://www.kristeligt-dagblad.dk/seniorliv/følg-trygt-dem-der-søger-sandheden-men-…

3.https://finans.dk/politik/ECE10623900/17000-danskere-er-sygemeldt-med-stress-hver-eneste-dag/?ctxref=ext

Links til effekt ved pen&papir:

https://www.forbes.com/sites/nancyolson/2016/05/15/three-ways-that-writing-with-a-pen-positively-affects-your-brain/#143f73c15705

https://redbooth.com/blog/handwriting-and-memory

Leave a Reply