Mænd, Tab og Svære Følelser

Mænd, Tab og Svære Følelser
30. december 2019 Nikolaj Boffy

Mænd, Tab og Svære Følelser

Et ærligt indlæg om at komme videre og hvordan man bevarer det positive

 

Der er noget ved skildringen af andre personer, der altid har fascineret mig. Fra jeg var helt lille, har jeg holdt meget af at læse selvbiografier, og særligt dem om succesfulde mænd. Senere har jeg fundet stor glæde, læring og mange nærmest åbenbarende refleksioner ved at læse om mere almindelige mennesker. Alle har en historie og alle har noget de slås med. Nogen skjuler det med facader, og andre er bedre til at dele ud af deres historier, men en ting, er jeg sikker på – vi kan alle lære noget af hinanden.

Vi kan særligt lære noget af de personer, der gennemgår nogle af livets allersværeste prøvelser. Derfor vil jeg gerne introducere dig for Anders. Anders Storm Schmidt er 31 år og bor til dagligt i Aalborg med sin kone Trine og deres 2 fælles børn. Anders arbejder med SoMe, og er netop startet ved den succesfulde Aalborg virksomhed luksusbaby.dk.

Personligt kender jeg til Anders gennem en tidligere fælles beskæftigelse i Telenor, og efterfølgende ved at have fulgt med i Anders’ liv på de Sociale Medier, hvor Anders gør det nemt at følge med i hans og familiens hverdag.

Jeg kan godt lide at følge personer, der tør at skille sig lidt ud, og det gør Anders på sin egen måde. Med smil på læben deler han ud af både oplevelser med familien, klassiske influencer opslag med giveaways, sponsorerede indslag og så indimellem de mere dybere opslag med bl.a. tabet af sin mor for snart 3 år siden. Det er netop de opslag, der gjorde, at jeg tog initiativ til at skrive til Anders om dele hans historie.

Anders og jeg har igennem et længere stykke tid haft en række samtaler om at miste og om at bevare sin optimisme, når alt føles som om, at det falder fra hinanden. De centrale brudstykker fra de samtaler deler jeg hermed med dig. Anders´ historie er både rørende og livsbekræftende, og vigtigst af alt – den er ærlig.

Anders´ historie

Det specielle ved Anders, hvis man kan sige det, og samtidig der, hvor vi kan lære noget af Anders historie er, at Anders for 3 år siden mistede sin mor, Lone, i en alt for tidlig alder.

Når Anders har delt billeder med sin mors gravsted, er der altid kommet en lille klump i min egen hals. Særligt billederne fra Anders og Trines bryllup, hvor de sammen med deres to børn besøger Anders´ mors gravplads har både rørt mig og efterladt mig meget eftertænksom. For hvordan forholder man sig til at miste en forældre?

Jeg har tidligere skrevet om mit eget forhold til min mor samt min mors og min historie, der adskiller sig fra de flestes. I hele mit liv har der blot været min mor og jeg, og tanken om at miste hende er fuldstændig ubærlig. Det er samtidig også en tanke, der kommer lidt tættere på med alderen, og særligt nu hvor jeg skal være far, og hun skal være farmor. Jeg har ikke lyst til, at det nogensinde skal stoppe. Men det gør det jo, og for Anders stoppede det alt for tidligt.

Jeg har i det hele taget ikke haft ret mange dødsfald helt tæt på kroppen, og for mig eget vedkommende er det kun min mormors død, som jeg har selv oplevet helt tæt på i en alder, hvor jeg kan huske noget. Jeg har indimellem tænkt, at det er en af fordelene ved en lille familie, for jeg har virkeligt følt med dem, der har haft rædsels år, hvor de har mistet ét flere tætte familiemedlemmer.

Det er bl.a. billeder som dette på Anders´ Instagram, der har gjort et indtryk på mig. Et meget rørende og samtidig også utrolig smukt billede

En lortesygdom

Anders´ tab af sin mor er desværre også en af alt for mange historier om kræft. En lortesygdom der er altødelæggende for mange, og som har splittet alt for mange familier ad. En sygdom der også gør det svært, at kunne se en mening med tilværelsen, når dem man holder allermest af, bliver revet væk fra en.

Vi skal tilbage til 2014, hvor Anders´ mor første gang får konstateret kræft. Et forløb der i første omgang virker til at være en solstrålehistorie om endnu en kræftpatient, der bliver erklæret rask. I første omgang slap Anders, Trine, børnene og den øvrige familie med skrækken og Anders´ mor bliver erklæret rask. Desværre skulle det ikke ende sådan.

Kræften var ikke væk

I 2016 finder lægerne, der tilser Anders´ mor, ud af, at kræften sidder længere oppe og et sted, hvor man desværre ikke tidligere har kontrolleret grundigt nok. Det betyder, at hun skal igennem en række yderligere behandlinger, og undervejs samtidig tage stilling til et kirurgisk indgreb for at fjerne kræften. Et indgreb der bl.a. vil medføre, at Anders´ mor skal leve videre med stomipose og varige mén.

Undervejs i vores første samtale fortæller Anders, at det flere gange er Trine, Anders´ kone, der tager med på de mange hospitalsbesøg. Personligt har jeg selv mødt flere, der virkelig ikke bryder sig om at komme på hospitaler. Sådan har Anders det også. Derfor bliver det Trine, der ofte tager med. Hun er hans klippe, som Anders så fint beskriver det undervejs i vores samtaler. At Anders er meget betaget af sin kone, tager man heller ikke fejl af, hvis man følger ham på fx Instagram. Det har jeg stor respekt for. For mig er der noget stærkt over mænd, der tør at vise deres hengivenhed overfor sin partner.

 

Anders´ mor Lone da hun har fået paryk som følge af behandlingerne. Med et glimt i øjet og sikkert på vej til at sige en sjov bemærkning. Til det sidste forsøgte hun at være stærk og ikke belemre sine nærmeste med sygdommen.

Ingen vej tilbage

Operationen i 2016 går ikke som familien havde håbet på. Lægerne vælger nemlig at afbryde operationen undervejs, da de med indgrebet er bange for, at de kommer til at lave så væsentlige skader, at Anders mor bliver lammet i store dele af kroppen efterfølgende.

Afbrydelsen af operationen betyder reelt set også at det sidste håb for, at Anders mor kan overleve kræften, bliver slukket. Hun har tabt sig, bærer stomipose, går med paryk og kræften tager hårdt på hende. Når Anders fortæller om hende, kan jeg ikke lade være med at tænke på en utrolig stærk kvinde. En kvinde der til det sidste ikke ville acceptere at være syg, og som forsøgte at leve videre. Anders fortæller bl.a. også, at hans mor insisterede på at arbejde videre, så længe hun kunne. Mens Anders fortæller, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, hvor hårdt det må være at se sin mor gradvist få det dårligere.

”I den sidste tid af sygdomsforløbet var min mor meget svag. Hun kunne intet huske, og havde besvær med selv at skrive ting ned – så det blev en ond spiral. Vi havde svært ved at hjælpe hende, da hun var både stærk og stædig indtil det sidste. Min mor ville ikke belemre os med sin sygdom.”

Erklæret Terminal

Det er Trine, der tager med Anders mor den dag, hvor de får beskeden om, at mor Lone er terminal (betegnelsen for dødelig syg) og at der ikke er nogen vej tilbage. Når jeg tænker tilbage på min og Anders’ samtaler, er det helt surrealistisk at forholde sig til. Jeg kan kun gisne om, hvordan Anders og naturligvis også Trine og resten af familien har haft det i den periode.

”Trine er med min mor på sygehuset, hvor de to sammen får beskeden. Senere har Trine fortalt mig, at det var svært at få situationen til at give mening. Når man så min mor på det tidspunkt, var hun pæn i tøjet, havde makeup på og bar hendes paryk pænt. Da Trine vil forklare mig, at de har fået beskeden om, at min mor er terminal, er jeg nok også lidt i en fornægtelsestilstand. Jeg tænkte slet ikke, at der var der, vi var.”

At Anders ikke helt kan begribe, at hans mor bliver erklæret terminal, hænger bl.a. også sammen med, at hun forsøgte at holde igen med, hvor skidt hun egentlig havde det. Dels fordi det er sådan Anders husker sin mor. Nemlig som stærk og evig i troen på, at det nok skal gå. Men også fordi, at hun ville skåne Anders og familien for sandheden.

50 års fødselsdag – og den sidste

Hvad ville du gøre, hvis du var dødelig syg og skulle holde din sidste fødselsdag? For de fleste er det heldigvis ikke noget, vi skal tage stilling til før alderdommen nærmer sig. For Anders’ mor blev hendes 50 års fødselsdag den sidste.

“Et af min mors store ønsker var, at kunne afholde hendes 50 års fødselsdag for venner og familie selvom, at hun egentlig slet ikke var i en tilstand, der var helt klar til det. Men hun så flot ud på dagen, og festen forløb da også okay de første par timer.”

Netop vores snak om Anders’  mors 50 års fødselsdag er en af de ting, der har sat tanker i gang hos mig. Det er en helt surrealistisk tanke, at man i en forholdsvis tidlig alder, skal arrangere sin sidste fødselsdag. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg selv ville afslutte livet, hvis jeg vidste, at jeg havde kort tid igen. Anders fortsætter og fortæller første gang om, hvornår det for alvor går op for ham:

”Efter maden ville hun holde en tale, men her bryder hun sammen. Her gik det for alvor op for min mor, at det nok var en af de sidste gange, hun så og oplevede os alle sammen. Det var en meget speciel følelse. Jeg havde på forhånd bevidst valgt at tage bilen og holdt mig til sodavand, så jeg kunne køre min mor hjem, når hun ikke kunne holde til mere. På den måde kunne jeg hjælpe hende i seng og bagefter tage tilbage for at lukke festen og rydde op. Det var første gang, jeg virkelig kunne mærke, at det her ikke var rigtigt, og at jeg var ved at miste min mor.”

Billedet er fra Anders´mors 50års fødselsdag. På billedet sidder Anders med sin kone Trine og sin mor. Helt ud til højre ses svigermor Lene, som Anders og Trine bl.a. bor ved, da Anders´ mor går bort.  På billedet er det svært at se, hvor syg Anders´mor er. 

Et sidste farvel og hospice

Julen 2016 bliver den sidste for Anders sammen med sin mor. I vores samtale fortæller Anders, at han er taknemmelig for, at hun klarede sig igennem julen, så julen ikke skulle blive husket for det. I løbet af januar 2017 bliver Anders mor så dårlig og er samtidig så afkræftet, at familien træffer en meget svær beslutning.

Den 6. februar 2017 kommer mor Lone på Hospice i en alder af 50. Hun har i forvejen svært ved at tage helt vare på sig selv, og derfor er det den bedste løsning for både Anders´ mor og familien.

”Det var en virkelig mærkelig tid, for mens min mor er på Hospice, bliver hun kortvarigt en smule bedre, da hun får hjælp til at passe sin medicin. Hun liver op, får energi og viser glimt af sit gamle jeg.”

Anders fortæller mig, at det er ham, der arrangerer, når der gerne vil komme pårørende til hans mor forbi. Vi har flere gange talt om, at Anders går lidt på autopilot i den periode, og jeg kan sagtens forstå ham. Han er nødt til at være rationel i en periode af sit liv, hvor alle følelser er på spil.

Jeg tænker en million ting i de dage. Fra at hun lige liver op de første 2 døgn, går det ret hurtigt meget ned ad bakke på kort tid, og på dag 3 er der næsten ikke mere tilbage af den mor, jeg kender. Hun trækker vejret, men vågner ikke, når vi taler til hende. 

På Hospice taler Anders med personalet om bl.a. at få en samtale med den tilknyttede psykolog. Det tilbud benytter han sig af, men på det tidspunkt var han slet ikke klar til at tale med psykologen.

”Jeg klingede slet ikke sammen med psykologen, og jeg troede nok heller ikke rigtig på det. Det var ikke hendes skyld, og vi fik talt om nogle af de ting, som jeg gerne ville nå at fortælle min mor, men mine tanker var alle andre steder, og derfor havde det nærmest ingen effekt.”

Set i bakspejlet ville Anders gerne have fortalt sin mor, hvor meget han satte pris på hende. Det er noget af det, som han fortæller mig, at han tager med sig fra sin mors sygdom og alt for tidlige død.  Noget som han vil ændre på overfor sin hustru Trine og sine to børn og altid sørge for, at de ved, hvor meget han elsker dem.

Natten til fredag, d.10 februar, bliver Anders vækket af personalet på Hospice med beskeden om, at hans mor er sovet ind.

”Omkring kl.4 om natten bliver jeg ringet op af personalet, der fortæller mig, at min mor er sovet ind. Ved siden har hun hele tiden haft en medarbejder hos sig, der har holdt hende i hånden. ”

D.10 februar 2017 er Anders mor sovet stille ind. På det tidspunkt bor Anders og Trine hos Trines mor, da de står midt i en flytning. Derfor er det Anders og Trine, der sammen tager ud på Hospice. Senere samme morgen tager Anders ud til sin mormor og fortæller hende, at hendes datter er gået bort.

Hvordan kommer man videre?

På det tidspunkt hvor Anders’ mor ligger for døden, skal han også balancere sit eget liv. Rollen som far, som ægtemand, som selvstændig virksomhedsejer og som prikken over i’et flyttede Anders og Trine i ny bolig. Jeg kan kun forestille mig, hvor stort et pres han må have været udsat for.

I perioden efter sin mors død lægger Anders ikke skjul på, at han til at starte med skubbede alle sine følelser til side.

”Fokus var at få det til at fungere for vores børn. Det vigtigste for mig og Trine var at få vores hverdag til at køre og gøre hvad vi kunne for, at de var glade. Rent faktisk går der næsten et halvt år før, jeg fik taget hul på mine følelser. På det tidspunkt studerer jeg, og havde også et deltidsarbejde i aftener og weekender ved siden af. Det fungerede bare ikke, og jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at sige fra.”

Der er ingen tvivl om, at Anders har en evne til at kunne slå følelserne fra og forsøge at komme videre. Det er både på godt og ondt, men Anders nævner, at det især er evnen til altid at se hver dag som en helt ny dag og ny start, der er et af hans helt store mantraer.

”Det er vigtigt for mig at tro på det bedste i mennesker. Jeg gider ikke at bruge min tid og mit liv på at være sur. Derfor er det vigtigt for mig at være positivt indstillet på livet. Jeg går op i, at dem der er omkring mig, har det godt, og at man bliver i godt humør af at være omkring mig. Min mor var på samme måde. Hun gjorde altid alt, hvad hun kunne for at hjælpe og gøre os glade. Hun var ekstremt kærlig og omsorgsfuld”.

Det er tydeligt at mærke, at Anders har reflekteret meget over alt det, der er sket efter sin mors død. Jeg oplever en mand, der ligesom jeg, nærmest kun lige har taget hul på voksenlivet, men som samtidig er meget bevidst om hvilken mand, hvilken far og hvilken partner han gerne vil være.

Anders’ mor lever på mange på videre i ham i form af hans positive sind, og på den måde går livet jo videre. Det vi gør, lever videre i dem vi har omkring os. I virkeligheden har vi jo alle en stor mulighed for at påvirke dem omkring os både positivt og negativt. Derfor er det også så vigtigt, at vi får spurgt os selv, hvem vi vil være, og hvad vi vil huskes for.

Smerte af den ene eller anden form er uundgåelig for os alle, men vi vælger selv, hvad smerte skal betyde for os. For nogle bliver smerte en livslang kamp, der holder dem fra,  at gøre alt det, de gerne vil. For andre bliver smerten en drivkraft i at komme videre og finde alt det gode i livet. Anders står for mig som et af de eksempler på det sidste.

3 gode råd fra Anders til andre der går i gennem noget svært

  1. Tal med nogen om det. Jeg parkerede mine følelser, og det gav bagslag. Set i bakspejlet er det vigtigt for mig at pointere, at man får rigtig meget ud af at tale med andre om det.
  2. Nyd de mennesker du har omkring dig, mens de er der. Du ved aldrig, hvornår det er sidste gang, du ser dem.
  3. Sæt pris på de små ting i livet. Selv de små ting kan i sidste være noget af det, der står tilbage som det, der har betydet mest.

Som en del af indlægget mødtes Anders og jeg i Aalborg i december, mens jeg selv besøgte min mor. Det var et dejligt gensyn med Anders, hvor han var storsmilende – præcis som jeg oplever ham fra distancen.

—————

Mor Lone og Sofia 🙂 Et af de mange billeder fra Anders’ iPhone-album. De to børnebørn nåede hun heldigvis at blive beriget med. En af de vigtigste ting som Anders er meget taknemmelig for, at hun nåede oplevede.

Og her med barnebarnet William 🙂